For institutioner
Plads til leg, læring og kreativitet
På Billedskolen Horsens elsker vi det, der opstår, når man skaber sammen. Her er der plads til at afprøve, undersøge og til at lade det skæve og nysgerrige få lov at fylde.
Vi udvikler undervisningsforløb til skoler, dagtilbud og specialinstitutioner, hvor børn og unge arbejder med billedkunst som en proces frem for et facit.
I kan vælge mellem korte workshops, der sætter gang i kreativiteten, og længere forløb, hvor der er tid til fordybelse og fælles eksperimenter. Forløbene formes i samarbejde med jer, tager udgangspunkt i jeres hverdag og styrker børnenes kreative mod og fællesskab.
Som jeres sparingspartner bidrager vi med viden og erfaring om, hvordan billedkunst og kreative processer kan få plads i undervisningen, i større projekter og i institutionens liv. Vi rådgiver også gerne om mulige veje til finansiering af jeres idé.
Hvor det skøre og kreative får plads
På Billedskolen Horsens gør vi billedkunst tilgængelig for alle gennem leg, læring og kreative processer. Her er fokus på at være nysgerrig, afprøve og skabe sammen - ikke på det færdige resultat. Vores undervisere er kunstnere og designere og deres første prioritet er, at alle oplever succes og glæden ved at eksperimentere.
Her må I male med fluesmækkere, køre radiobiler i maling eller kaste bamser på væggen, når vi skaber store fællesværker. Der er plads til de store armbevægelser og det uventede, så både børn og voksne kan udfolde sig på måder, som sjældent er mulige i hverdagen.
I trygge rammer og med benspænd, der hjælper processen på vej, opdager mange nye sider af sig selv og mærker, at også deres idéer har plads og kan lykkes. Her er det ikke farligt at slippe hæmningerne og kaste sig ud i det. Her kan alle skabe noget fantastisk.
Hvorfor samarbejder vi?
Det er gang på gang blevet bevist, at billedkunst og generelt kreativ udfoldelse kan være med til at fremme trivsel, fællesskab og skaberglæde hos børn og unge uanset deres baggrund.
Vi vil sikre at flest mulige børn opdager glæden ved at skabe og fordybe sig i billedkunsten, og tror på at det bedst sker gennem samarbejder med skoler, dagtilbud og specialinstitutioner.
Er I nysgerrige på et kreativt forløb sammen med os? Så lad os finde ud af, hvordan det kan se ud for jer.