Samarbejder med institutioner
På denne side kan du få et indblik i nogle af de samarbejder, vi har skabt sammen med institutioner i Horsens Kommune. Her finder du eksempler på forløb med skoler, dagtilbud og specialinstitutioner, som viser de mange måder, billedkunst og kreative processer kan styrke fællesskaber, trivsel og læring.
Udforsk vores cases og lad jer inspirere til, hvordan et samarbejde med Billedskolen kan se ud hos jer.
Case: K-fag på Kildegade Skole
På Kildegade Skole har eleverne mere kultur på skemaet end normalt. I 0. – 3. klasse underviser Billedskolen i billedkunst gennem faste forløb, så alle elever får tid til at eksperimentere, skabe og udvikle deres idéer.
K-fagene omfatter også musik og teater, som undervises af Komediehuset og Musik- & Balletskolen. Undervisningen foregår på Kulturstationen, hvor skolen og byens kulturskoler deler lokaler, så eleverne får et tæt samarbejde med professionelle kunstnere og et bredt kendskab til forskellige kunstneriske udtryk.
Gennem emneuger skaber eleverne fælles projekter, der kombinerer billedkunst, musik og teater. Det styrker både fællesskab, samarbejde og elevernes evne til at udtrykke sig kreativt.
Case: Børnehaver, bamser og bobler
Tre børnehaver og 45 børn fyldte Billedskolen med farver, fantasi og smil under et af vores børnehaveforløb. Hver uge i tre uger deltog børnene i et undervisningsforløb med temaet Bamser og sæbebobler. Her kunne de duppe og kaste med bamser på væggene, blæse sæbebobler fyldt med maling og lave skulpturer af ler.
Forløbet satte gang i kreativitet, leg og eksperimenter, og børnene blev medskabere af deres egne små og store kunstværker. Fokus var på processen, glæden ved at prøve nyt og den sprudlende energi, der opstår, når man leger sig frem sammen.
Case: Små øjeblikke med stor betydning
På Specialdøgninstitution Ternevej har vi gennemført to fem ugers forløb. Forløbene handlede om de små øjeblikke af fordybelse og glæde, hvor beboerne kan udtrykke sig gennem kunst. Med marmorkugler, racerbiler og andre utraditionelle redskaber kunne børnene dryppe, trille og eksperimentere med farver og former, også når en pensel var svær at holde.
“Succesen kan for nogle være at deltage bare 10 sekunder, for andre længere tid. Eller opdage, at en dryppet farve kan skabe en farveeksplosion,” fortæller Billedskolens underviser, Anja Nielsen.
Case: Kulturtoget bringer kunst og kultur til børn i Horsens
Kulturtoget er et ambitiøst udviklingsprojekt, der bringer kunst og kultur direkte ud til børn og unge i Horsens Kommune. Ikke kun som tilskuere, men som aktive medskabere. Billedskolens undervisere tager kreative materialer og opgaver med ud til skoler og dagtilbud i Nim, Søvind, Østbirk og Vestbyen, hvor børn kan eksperimentere, lege med farver, former og materialer og sammen skabe nye oplevelser.
Et eksempel er Nim Skole, hvor børnene i en ny børnehaveklasse gennem et legende billedkunstforløb har skabt deres egne fabeldyr. Fordi fabeldyrene kan se ud på alle mulige måder, var der ingen rigtige eller forkerte streger og alle kunne være med. Undervejs ventede børnene på tur, byttede pladser, lå på gulvet, fordybede sig og grinede sammen og fællesskabet i klassen blev styrket.
Kulturtoget fungerer som et fleksibelt pædagogisk redskab, der kan bruges til at styrke trivsel, samarbejde og kreativ læring i både skoler og dagtilbud.
Case: Farverige insekter indtager Kuben
Hvert år i uge 11 besøger skoler i Horsens Kommune Billedskolen til et kreativt forløb, hvor eleverne i fællesskab arbejder med at skabe kreative værker. I 2023 var temaet Insektbo, og 160 elever fra 12 skoleklasser fyldte Kuben med kæmpe farverige insekter.
Malerredskaberne var alt andet end almindelige; fluesmækkere, sugerør, grillpinde og insektlegetøj blev brugt til at skabe mønstre og former, der fik både smil og fantasi frem. Resultatet blev et sprudlende univers af insekter, hvor eleverne blev medskabere og kunne se, hvordan leg og eksperimenter kan fylde både rum og fællesskab.
Case: Ny Kulturprofil på Horsens Byskole
Sammen med Billedskolen tilbyder Horsens Byskole elever i 7. til 9. klasse Kulturlinjen, hvor kreativitet og kunstneriske processer fylder skoleugen. Her arbejder eleverne med indtryk, udtryk og aftryk i billedkunst og andre kulturfag med fire lektioner om ugen. De giver dem mulighed for at udforske, eksperimentere og skabe som en naturlig del af deres skolegang.
Denne del kunne evt. slettes: Kulturprofilen styrker både elevernes kreative færdigheder og skolens ambition om at være en markant kulturby. Gennem vores samarbejde giver Billedskolen unge et stærkt kreativt afsæt og erfaring med processer, der både fremmer nysgerrighed, fællesskab og mod på at prøve nyt.
Case: Udsmykning af Langmarkskolen
Over fem uger arbejdede 5. klasser fra Langmarkskolen med at skabe et stort fælles kunstværk til skolens egne gange. Eleverne besøgte Billedskolen én gang om ugen og arbejdede med temaet mangfoldighed gennem selvportrætter og mønstre.
Sammen skabte de en 7 x 2 meter stor udsmykning, der nu pryder skolens vægge. Forløbet gav plads til både fordybelse, samarbejde og personlige udtryk – og viste, hvordan kunst kan styrke fællesskab og give eleverne en stærk oplevelse af at sætte deres eget aftryk på skolen.